Så var det der vi var. Rutebilstationen i Kullu, Himachal Pradesh. Et knudepunkt. Billedet er taget anden gang vi var der. Efter at vi havde været i Jari, Kasol, Chalal. Ikke så meget i Kasol, bare igennem. Kasol er israelerramt. Unge israelere tager gerne til Himachal Pradesh (den indiske del af Himalaya) efter udtjent værnepligt (3 år), med alt hvad det måtte indebære. De rejser i flokke. Holder sig for sig selv. Til sig selv. De ryger ufatteligt meget tjald, tager alverdens stoffer. Alt er tilgængeligt i Himachal. Og billigt.
What you want. Det er det, det handler om for dem: Hvor meget kan jeg få, for hvor lidt. Og de er arrogante. Det er ubehageligt at bevidne. Heller ikke os ser de. Ikke så meget som ænser. Vi hører ikke til dem. Så kan man måske forestille sig, hvordan de opfatter inderne, hvordan de opfører sig, når deres falafel eller deres humus ikke er lavet på den rigtige, den israelske, måde. Man ser mange steder med skiltet:
'Home away from home'. Hvad fanden er man så rejst ud for. Nåja, jeg har vist allerede givet svaret på det. De ligner guder, så veltrænede, gyldentbrune, overdængede med smykker. Alt det penge kan købe her. Det er virkelig sørgeligt. Man forstår det på sin vis godt. Efter 3 år i militæret, at så har man behov for at få sin hjerne, dén hjerne, blæst ud. Men for fanden. Den arrogance. Så larmende de er. Man ser ikke én af dem kigge usikkert, tvivlende væk fra flokken. De holder raves i bjergene, dunkemusik i timevis, hvis ikke døgn, knepperier, stoffer, helt tomt, desperat, uret tikker, de skal hjem før eller siden. Og i Kasol så vi et center drevet af rabbinere, et center for dem som var knaldet fuldstændig ud, havde fået psykoser af alt for meget for meget. Brændt sammen. Rabbinerne kører rundt i bjergene og leder efter dem, dem som er på kanten til kanten, som hænger og dingler i de yderste mentale kviste, samler dem op før man finder dem drivende ned af Parvati River. Ind i firhjulstrækkeren med dem, ind i centeret, stabilisering og så hjem til Israel. Jeg ved jeg generaliserer. Men jeg så ikke andet. Alene det, at man visse steder deroppe ser næsten lige så mange skilte på hebræisk som på hindi eller engelsk. Jeg fristes til at skrive ordet 'bosættelser' - jeg skal nok lade være. Det er ikke det samme, selvom sammenhængen er der.
Men det var egentlig slet ikke det, jeg ville skrive om her. Men der er så meget. Der er så meget at skrive hjem om. Løft en lille flig, og det eksploderer i mig. Jeg ved ikke. Kullu. Først gang vi kom der, var vi lost. Som vi så mange gange var lost i Indien. Vi fulgte efter en vesterlænding, tænkte at han nok gik et sted hen, som vi kunne bruge til noget; et hotel. Det viste sig, at han var på vej hen til den kristne missionsstation. Ikke noget vi kunne bruge til noget. Men vi fandt frem. Til et lille og mærkeligt hotel. Med fjernsyn. Første fjernsyn i over en måned. Vi så wrestling, vi så en eller anden film med Arnold Schwarzenegger, jeg husker ikke titlen, men der var en atombombe som sprang, og Arnold som fløj i en jetjager i New York eller en anden amerikansk by. Og den ene indiske kanal efter den anden med en eller anden langskægget guru som talte, talte eller soap, soap, soap og reklamer for det perfekte liv, mere perfekt end vi kender til det her til lands, måske i USA, jeg ved det ikke, dér har jeg aldrig været. Og vi spiste thalis (gode, som altid (for fanden, hvor de laver god mad i Indien (9 ud af 10 gange))), i en restaurant med grønt lys. Det kunne have været Canada, det kunne have været det nordligste Sverige, kunne have været Sibirien. Eller; det forestillede vi os, at det kunne. Så råt, så øde. Det var koldt, gråt. Man kunne mærke hvordan frosten kun lige netop havde forladt stedet. Det var noget livet-på-trods over det. At leve på en stenet grund, ørken i bjergene. Fra rutebilstationen skulle man forcere en lille flod over vadesten, for at komme til selve byen; man var i gang med at bygge en bro, men projektet var gået i stå, hvem ved hvornår - den bro skulle man så kæmpe sig op på, for at komme videre, den var blevet en forhindring, en besværlighed, det
modsatte af formålet med en bro. Men som med alt andet af den slags i Indien, er der ingen der stopper op, tilsyneladende ingen der brokker sig, sådan er det bare. Hvor skulle man osse sende sit klagebrev hen. Og hvis der var et sted; hvem ville lytte. Og hvis der var nogen, der lyttede; hvad skulle de kunne gøre ved det. Så meget synes at fortabe sig i tåger, et andet kontor, en anden skranke,
no sir, that was yesterday, next year, I can get you a taxi, cheap price, what you want. Og livet skal jo fortsætte. Og det fortsætter jo. Det har aldrig gjort andet, giv mig beviset for det modsatte.
