Man rejser ud i verden. Man har længe haft en uro i kroppen.
Mere. Brændstof. Så fandens sulten. Man er begyndt at gå lidt for meget på bar.
Sidde og hænge. Sutte i øl. For mange smøger. Og brok. Det kører i ring. Nede
ved Tim, når det ham der står i baren ned på den irske, så falder der nok en
gratis Guinness eller to af.
Sidder og snakker
lidt om damer, om projekter man har gang, ikke kan se enden på, ikke få hul på.
Det bliver ikke til noget. Eller noget bliver til noget. Og så. Og så.
Men der skal
tjenes penge. Og hvorfor flyder værelset efterhånden så helt grusomt. Stakke af
bøger, halvlæste. Regninger, fuck, så har man glemt at få betalt til tiden, så
ryger der et gebyr på. Der skal tjenes penge. Så går dagene med at hjælpe de
hjerneskadede med at føre hånden op til munden, når de skal spise, lifte dem
over i sengen, når de skal skiftes, man hjælper dem med at finde ord; hvad mangler du, er det fjernbetjeningen,
hårbørsten, er det, hvad er det. Man kan næsten ikke holde langsomheden ud
mere. Gentagelserne. Det er ikke rimeligt. Man er ingen hjælp til. Det er ikke deres skyld, at de har haft blodpropper
i hjernen, havde meningitis, da de var spædbørn, blev kørt ned af en bus. Benet
kører. Fingrene trommer. Man føler sig undværlig. Et statistisk fænomen. Et komma i et alt for stort regnestykke, som ingen har ansvaret for.
Så er man
pludselig fuld igen, på vej hjem, kan næsten ikke stå oprejst. Alle er idioter.
Kørte den taxi oppe på fortovet, eller var det mig der slingrede rundt ude midt
på kørebanen. Han får en fuckfinger.
Får ikke skrevet
én god sætning.
Det sætter man
sig for: Bare én god sætning om dagen. Eller et fotografi. Noget man kan være
stolt af. Jeg bevæger mig. Der sker noget. Der sker ikke en skid. Jeg ved ikke
hvorfor det er sådan. Hvorfor jeg ryger ind i de baner. Hvorfor jeg så let går
i stå. Keder mig. Den sult. Hvor kommer den fra. Jeg kan ikke forklare det. Jeg
er sulten. Intet i miles omkreds, jeg gider æde.
Kødsovs eller
lasagne.
Rend mig.
Ikke mere mælk i
køleren.
Jeg vidste det
egentlig godt. Gad bare ikke gå ned i Fakta i går og købe en liter. Så træt af
den kø. Samme trætte mennesker på vej hjem fra arbejde. Har lige hentet ungerne
i børnehaven, de er overtrætte, vræler, forældrene orker ikke at gøre noget ved
det. Er det sådan det er, at have børn, være voksen, dét liv.
Er der noget godt
i fjerneren i aften.
Og det regnede
desuden.
Nu må jeg så
drikke min pulverkaffe uden mælk. Så laver jeg bare havregrød i stedet for gryn
med mælk. Det tager lidt længere tid. Det er irriterende, men sådan må det så
være. Jeg er selv ude om det. Jeg kunne selvfølgelig også gå ned og købe mælk
nu. Men nej, jeg er lige stået op. Nej, det går virkelig ikke. Og desuden
regner det udenfor. Jeg kan ikke huske andet end regn. Det er også uretfærdigt.
Hvorfor regner det altid i det her land. Jeg ringer fandeme snart til DMI, de
må tage sig sammen.
Det er den
globale opvarmning.
Alle de røvhuller
med deres biler.
Naboerne.
Det er det SU går ud på: Betale for folks
uddannelser, så de kan få jobs og købe biler, fjernsyn, så containerskibene kan
sejle lort fra Hong Kong til København, så verden kan gå under.
Hvem står egentlig bag den sammensværgelse.
Hvem er det der vil have en ende på livet på jorden. Det er de kristne
psykopater, dem over i Amerika. Bush og den slags. De kan slet ikke vente på dommedag,
så de kan vise alle at de havde ret. Jeg vil ikke være med til det. Jeg vil ud.
Jeg melder mig ud. Hvor.
Det regner. Pis.
Så drikker jeg bare min kaffe. Så ryger jeg en
smøg. Så går jeg en tur senere. Hvorhen.
Åh. Den nye metroring kører lige igennem min
hjerne.
Frederiksberg Have. Jeg har set den. Hold da
helt kæft, hvor har jeg set den. Øst, vest. Klokken er snart to eftermiddag.
Igen kommet alt for sent op. Så når jeg ikke. Nej, jeg når det ikke, jeg kan
ligesågodt indse det. Det er snart weekend, kun to dage tilbage. Så må det
blive i næste uge. Hvad. Kan ikke huske det. Der er noget jeg skal nå. Jeg kan
ikke huske hvad. Jeg skal på arbejde i dag. Så har jeg travlt. Så må jeg stjæle
en spegepølsemad på arbejdet. Jeg når i hvert fald ikke at lave grød nu. Men
jeg har ikke smøger nok til en hel aften på arbejdet. Så skal jeg forbi 7-11.
Jeg kommer for sent. Så bliver det bussen 14:46. Så er jeg på arbejde 7
minutter for sent. De kender mig. Altid de samme 7 minutter for sent på den.
Kommer jeg 15 minutter for sent, bliver jeg nødt til at trække en halv time fra
i min løn. Men 7 minutter er ok, så får jeg mine penge. Hurra for køreplanen.
Hvor mange penge har jeg ikke tjent på den. Gik bussen 14:54, havde jeg været
på spanden, så havde jeg tabt penge. Jeg må huske at ringe og takke Movia. –
Men altså: Sådan har det kørt i et stykke tid. Temmelig sløvt. Der har da også
været sjove stunder. Jow. Men overordnet set.
Og så
sjovt var det sgu heller ikke. At knalde med den unge kvinde, at se den
film, være til den koncert. Maden på restauranten var da bestemt god. Det var
en god samtale vi havde om litteratur. Vi fik virkelig rakket de andre ned. Og
med rette. Det var på høje tid, at vi fik sat dem på plads, de var ved at blive
lige selvforelskede nok. Føj for satan. Og det var en god bajer vi drak
bagefter. Og én til. Så løb det lidt af sporet. Nej, jeg orker ikke at tænke på
det igen. Det er klart, at jeg ikke skulle have forsøgt at stjæle den
juledekoration på Guldfasanen. Jeg kunne have sagt mig selv, at det ville ende
i detentionen. Så har man da dén anekdote mere på lager. Ikke at jeg er stolt
af den. Men altid god at have på en sløv aften. Der er igen ende på det. Du
slipper aldrig ud. Nogle andre fandt på reglerne, længe før du blev født. Lige
meget hvor meget du vrider dig i tøjret, slipper du aldrig ud. Latteren omkring
dig bliver blot højere, vildere klovn, vildere. Måske man skulle. Nej. Det er
dødfødt. Du er dødfødt.
Nå, så du troede du var levende. Sjovt. Hvor kunne du få den
idé fra. Hvem har bildt dig sådan noget ind. Kig dig dog omkring. Kan du se
andet end død heromkring. Lort. Gråt. Lort. Beton. Hvordan kunne du dog tro.
Dig som er født på en parkeringsplads udenfor en lokalbrugs i – var det
Vindblæs det hed, eller Sønder Økse, noget i den stil. Den brugs er lukket nu,
det kan jeg godt love dig. Sat til salg. Låsby-Svendsen savler allerede, han
kan dårligt holde gebisset i munden. Hvis ikke han allerede har sat tænderne i.
Hvis der ikke allerede er asian fresh,
african warm eller bare god gammel dansk derinde. Junkiehule.
Hvis ikke allerede alt det for længst er overstået, stedet jævnet med jorden.
Saneret, hedder det, nedrivnings-, nånej, indsatspuljen.
Rakket sendt længere ud. Vi er snart nødt til at bygge artificielle øer langt
pokker i vold ude i Jammerbugten.
Der var planer om
noget smukt. Det skulle have været så
godt. Provinsens store comeback. Man ville bygge et kulturhus. Et museum.
Der skulle være dans og kunst. Turismen skulle redde egnen. Vi skulle bare lige
have bygget den pragtbygning. Bare lige have fredet den natur, vildsvinet
genindført, kystfiskeriet genetableret, de klinkebyggede trækuttere sejler
igen.
Så gik banken konkurs. Det burde enhver idiot
da kunne regne ud. Når sådan en lille bank i løbet af så få år pludselig blev
så kernesund, ja ligefrem ungdommelig, så frisk, så smart, Frank Hvam kom og
underholdt til generalforsamlingen. Der blev lånt ud og lånt ud. Og
aktiekurserne steg til det tusinddobbelte. Morgenstund har guld i mund, yes,
hanen galer. Hvad havde du regnet med.
- Ved det ikke.
- Nemlig, knægt.
- Undskyld, jeg
er faktisk over 30.
- Gamle knægt.
- Så skyder jeg
bare mig selv.
- Yes.
(Man hører hanen
på en revolver blive spændt. Stilhed, måske 5 sekunder. Og så: bang).
Men altså: Man rejser ud. Ud i verden. I dette tilfælde
Indien. Tidligere har det været Glasgow, Napoli, Palermo; i det hele taget
Sicilien; i det hele taget Italien, Cornwall, Paris, Beograd; i det hele taget Serbien.
Og nu: Altså hele vejen ud af Europa. Så får længslerne mere brændstof. Mere at
savne. Mere for hjernen at kværne rundt i natten lang.
Sengetøjet er
gennemblødt.
Kan man sige at
der er et direkte forhold mellem graden af mine tænders nedslidthed, og alt det
jeg længes efter. Alle de steder jeg har været. Alt det jeg savner. Nej, det er
fandeme for negativt. Undskyld, jeg er simpelthen for negativ lige nu. Fuglene
kvidrer derude. Det er 1. maj. Så har jeg siddet oppe hele natten igen. Der
ligger opslåede bøger spredt omkring mig. En halvspist skålfuld havregryn med
mælk og rosiner.
Og dér mit
boarding pass fra flyet fra Delhi til Helsinki. Åh, den sidste aften i Delhi, i
Paha Ganj. Sørøvertown. Den vilde tyr, Troels så komme løbende ned ad gaden, og
menneskemylderet forsvandt som dug for solen, og så: Et hare krishna-optog i
tyrens kølvand. Og det stod ned i stænger. Som græd Indien over vores snarlige
hjemrejse. Som et forvarsel på vejret derhjemme. Herhjemme.
Jeg skal på
arbejde klokken 15.
Hvad er det for
noget lortemusik, jeg hører. Jeg bør ikke høre lortemusik, når jeg skriver.
Jeg burde gå i
seng. Læse lidt i Dawkins’ The
Greatest Show on Earth. Falde i søvn med evolutionens undere dansende
for mit indre blik. Ja. Hold kæft, hvor den mand hader kreationister. Hold kæft,
hvor han giver dem tørt på, hold kæft, hvor han brænder igennem.
Lige en smøg
mere. Lige en sætning mere.
Og så godnat.
Klokken er 4:48.
I sangen, jeg
hører, synger de: Todo el mundo es kitsch.
Hold kæft, hvor
dumt.
Nu slukker jeg.
Lige om lidt.
Jeg er
overhovedet ikke træt.
*
Der er ikke én lige linje i Indien. Hjernen vrides rundt og
rundt. Polerne skifter position. Man troede det ikke muligt. At balancere af
sted ned ad en gade. I det virvar. Undgå at blive kørt ned af en lastbil, mens
man forsøger at undgå at skvatte ned i den åbne kloak, ned i det boblende
bakteriekarneval dér. Og samtidig ikke vælte ind i en eller anden lille butik,
et eller andet lille gadekøkken. Jeg er med til at holde stedet i balance. Jeg
spiller min rolle. På godt og ondt. Gryderne koger. Alt er til salg. Der er
skruet op på fuld knald på alt, alt.
Hundene gøer. Gadesælgerne råber. Ringeklokkerne bimler, hornene tuder. Jeg
sveder, det driver af mig, det føles sundt, jeg brænder, blæses igennem. Undgår
med nød og næppe at blive trampet ned af en tyr. Klarer det, klarer det
overraskende elegant, som om jeg aldrig har bestilt andet, som om det var det,
jeg var født til. Som dengang jeg var postbud. Op og ned ad trapperne. Godt 60
opgange per dag. At finde rytmen, blive i den, holde den kørende. Man skulle
ikke tro, det kunne lade sig gøre.
Det lader sig
gøre.
Det er muligt.
Jeg er det levende
bevis. Virkeligheden findes. Det er et trip.
Livet er et trip.
Det syder. Kroppen
syder. Hele verden. Det mest fantastiske show.
Hvis man ser sådan
på det.
Det gør jeg
egentlig ikke. Køber den gamle tragedie/komedie-spaltning. Enten/eller. Og hvem
sidder så der bag skærmen med tårerne trillende af ned kinderne af enten gråd
eller latter. Det er en fejl. Glitch. Vi er ikke, som dyrene, blot og bart til
stede i sproget. Vi har også adgang til det. Vi har medviden. That’s where the show begins. Men lad
dig nu ikke narre. It’s a serious job
messing around with language, som hvem-var-det-nu sagde. Altså, jeg mener: Jeg tror at forestillingen om noget større, en gud, intelligent skabende instans, designer
er et biprodukt af vores adgang til tolkningsapparatet, sproget (og sproget
begynder i sansningen), at vi kan manipulere med det, mere eller mindre bevidst
kan tilvirke virkeligheden efter vores
velbefindende. Men så er der døden, og så er der det tomme rum før fødslen (og
naturkatastrofer, og kræft etc.). Det går ikke op. Kan ikke accepteres. Så vi
begynder at finde på, lægge til. Og vi begynder at tro på vores egne historier,
forveksler dem med sandhed, med fakta, det var sådan det var, så har vi en skæbne.
Det er bl.a. det jeg så godt kan lide ved
hinduismen; at den ikke har nogen BOG, ikke nogen GUD, men en lang række af
guder og fortællinger om disse guder, fortællinger som taler med og imod
hinanden. En sand kakafoni, herligt muterende morads. Som Smørdrengen på et
tidspunkt sagde i The Compounds køkken: I
hinduismen kan jeg erklære denne gryde for mit tempel. Det kan godt være, at
mange vil være uenige med mig, bliver provokerede. Men der er intet i
hinduismen som taler imod det. Der er blot en endeløs række af muligheder,
hvoraf nogle så i større eller mindre grad er blevet konventioner. Men feltet
er principielt åbent til alle sider. Sådan er det. Vidste I at
Jesus en overgang blev dyrket af hinduer som en inkarnation af Vishnu. Vidste I
at det samme er sket med Gandhi. At visse bollywoodstjerner er blevet indføjet
i de hinduistiske fortællinger. Hitler kunne let dyrkes som en inkarnation af
Shiva, skaberen og ødelæggeren forenet i ét.
– Det sidste var
selvfølgelig en helt bevidst provokation, møntet på os vesterlændinge. Typisk
for Smørdrengen. Han var fascineret af Hitler. Et yndlingsemne for ham. Jeg
mistænker hans fascination for at være hul, påtaget. Han elskede den slags; at
bringe sindene omkring ham i kog. Og så sidde dér med sine udbulende øjne, og
et dumt smil på de glinsende læber. Så var han i sit es. Den evige teenager.
Han trak sig altid fra en diskussion, inden den rigtig kom i gang. Lagde lige
sin lort, og så skulle han pludselig noget meget vigtigt, et skypemøde med en
vigtig mand i New York. Han orkede det egentlig ikke, men vi måtte have ham
undskyldt, det var altså meget vigtigt, pligten kaldte, og desuden var han også
bare så træt, åh, så udmattet. Så travl en mand. Så vigtig. Så ville han
pludselig have medlidenhed. Ingen i
verden forstår mig.
Men magt havde
han. Født ind i det. Århundreder af magt. Nedarvet fra Varanasis storhedstid.
Dengang byen med rette kunne kaldes Kashi – Den Lysende. Familiens mænd har i
århundreder været statsministre for maharajaerne, kongemagten. Familien har deres eget tempel, adskillige bygninger, som fx den
ældste biograf i byen, er bygget af dem etc. etc. Vi fornemmede nok, at det
hele ville uddø med ham. Han var inkompetent, doven, og havde giftet sig med en kvinde som er for gammel til at få børn, og, hvis jeg skal være helt ærlig,
som jeg tvivler på, at han overhovedet havde lyst til at avle på. Han havde kun
hån tilovers for det hele. Så længe han havde sin Enfield, sin Ambassador og
sine elskerinder, så fuck it. Men det
hele var betalt af hans far Shanti. Reelt var Smørdrengen ikke en skid i sig
selv. Brænd i helvede, hvalp.
Fornemmer man, at jeg ikke bryder mig om tumpen.
Jeg skal komme nærmere ind på det snarest. Hav tålmodighed, kære læser, der er
meget jeg gerne vil fortælle, vi skal nok nå det hele. Alting til sin tid, alting på sin plads, ikke sandt.
