I Indien har man noget som hedder en lingam. Det er vel egentlig en fallos. Den repræsenterer guden Shiva, som er en konkretisering af den kraft som både skaber og destruerer. Man kan opleve en hindu ved Ganges' bred forme en lingam af sand og mudder, sidde og meditere ved den i et stykke tid, for så at efterlade den, lade tidevandet vaske den væk igen. Sådan kunne jeg godt forestille mig mit tårn, intirimistisk, intermediært. Sådan er min hjerne også, og sådan er min krop. Det romantiske er små lynglimt, hvor alle de linjer synes at mødes i en kort rus, en boble som brister. Der er for mig ingen guddommelig instans, blot disse glimtvise oplevelser af nærvær, konkret sanselig oplevelse af bevidsthedens under. Noget i den stil. Det er et drug for mig. Jeg er afhængig, på udkig efter næste kick, større kick. Møghund på færten af drømmetæve. (Jeg læste lige i går om hvordan nerver under kroppens udvikling i livmoderen 'snuser' sig frem til deres mål, det rette organ, fx. huden. Det synes jeg er ret fantastisk, at der er ikke er nogen plan, men en famlen sig frem gennem materien, en kemisk tiltrækning som grundlag for vores oplevelse af verden, vores, halløj, eksistens).