Man hører ofte om Indiens fritgående køer. Man hører mindre om de fritgående hunde. Underligt spidse i det, meget ens. Brune, sorte, grå. Skabede, med store, væskende sår, blødende, pelsløse, huden fortykket, ruflet. Konstant kløende sig, bidende sig selv i stykker. De har ikke langt igen. Tæver med lange, slatne patter, udslidte af så alt for mange fødsler. De render rundt på gaderne, nede ved ghatsene, man ser én få fat i en luns forkullet menneskekød fra kremeringsbålene, slæbe det væk, kæmpe med andre hunde om retten til at æde det. De lever i affaldsdyngerne, æder rådden frugt, kød, døde rotter, andre hunde, plastic, drikker af de åbne kloakker. Vi så mange med deforme forben, mærkeligt luffeagtige, vi kaldte dem søløvehunde. De er pariaher. Ikke ligefrem hellige som køerne (ikke at køerne har det meget bedre), men alligevel hører de til. Eller: ingen tager sig af deres eksistens. Ikke noget med fodring eller nådesdrab. Hinduismens respekt for alt levende, synes ofte at minde mere om en radikal laden-stå-til, alt, alle overladt til egen skæbne. På den ene side slår man ikke ihjel, på den anden rækker man ikke hånden ud, hjælper ikke uegennyttigt til, med mindre man gør det fuldt og helt, bliver helgen, dvs. sætter sig udenfor kastesystemet. Således mødte vi en ung billedkunstner, som udelukkende malede hunde, over tusinde hunde havde han malet, fortalte han, aldrig andet end gadehunde. Han viede sin kunst til hundenes sag. - Natten tilhører hundene, man hører deres gøen genlyde over hele byen, en voldsom støj, vi sov med vat i ørerne.
