Ja. Hvordan skrive hjem om Varanasi. Det er ikke nogen nem opgave. Alt
her foregaar i det samme forlaengede nu uden begyndelse og ende, man er i
den grad i det, vanskeligt at hive enkeltstaaende begivenheder
ud og saette paa pidestalen. Svaert nok at genfinde et eller andet lille
madsted man besoegte i gaar. Det var da bestemt her, men nu er det
vaek. Man spoerger sig for, og fingrene peger mod alle fire
verdenshjoerner og alle retninger derimellem. Det er som jeg havde
regnet med. Overhovedet ikke som jeg havde regnet med. Hjernen har
travlt med at finde hylder og kasser og skuffer at placere det hele i.
Den om det. Det gaar godt med at arbejde paa udstillingen. Den kommer
til at hedde Lines of Ash. Vi har bestilt rammer i det fineste
similitrae med elegant guldornamenteret kant. Og snedkeren har travlt
med at lave en vitrine til os. Vi fatter ikke hvor alle myggene i vores
lille hus kommer fra. Vi holder doere og vinduer lukkede, bruger
roegelse og klasker i hundredevis til doede hver dag. Alligevel vender
de hver aften tilbage, mere talstaerke ender dagen forinden. Vi vader
efterhaanden rundt i myggelig til halsen. Vores tre kaelegekkoer orker
ikke at aede mere. De ligger bare og svaler sig i skyggen og synger
sange, drikker mangojuice. Det er vildt nok, det hele her. Jeg vil
forsoege at skrive igen. Hvem ved, hvem ved, maaske hjernen paa et
tidspunkt faar bare det mindste begreb om hvor den er.