… nej, undskyld, nu kommer jeg i tanker om en lille episode fra i går, ja så sent som i går … det er det med boblen, der får mig til at tænke på det: Jeg sad sammen med en ven udenfor en café på Vesterbro, lige ved Enghave Plads, som ikke længere har sit store flotte egetræ, der hvor drankerne holdt til, drak deres øl, snakkede om hvad de nu snakkede om. Der sad vi altså og drak en kop kaffe og snakkede om litteratur; min ven er også forfatter. Men så kommer en forhutlet mand cyklende forbi ude på Istedgade. Han har en gammel mølædt hue på, han er krumbøjet, øjnene røde og hævede, hudfolder hængende langt ned ad kinderne. Ligner en blodhund. Han taler med sin cykel. Den vil åbenbart ikke cykle mere, den kan ikke bære ham, den er træt, så trækker ind til siden, så godt som muligt, og stiller cyklen i rendestenen. Så står han og skælder lidt ud på den. Dumme cykel, dovne bæst, han er skuffet, hvordan skal han nu komme videre. Han var rablende. Vi sad og kiggede på det, forsøgte ikke at kigge alt for meget, tiltrække os hans opmærksomhed. Men den gik ikke: På stolen ved siden af mig lå en bog, en bog jeg lige havde fået af min ven; hans nyeste udgivelse. Den får manden øje på. Aha! En bog! Og han hiver selv en bog frem fra sin jakke. En gammel, slidt bog, den hænger i laser. Og han kommer hen til os. Peger på min vens bog, min bog, den bog min ven lige har givet mig, med dedikation og det hele; ”tak for kærlighed og venskab” og den slags ... ”Hvad er det?” ”Det er en bog.” Svarer jeg, som sandt er. ”Se her”, siger han, ”jeg har også en bog. Gammel bog. Meget sjælden. Den kan I ikke finde nogen steder.” Og han peger på forsiden, klasker på den med sin røde, forfrosne lab. ”En rejse gennem det tredje rige,” siger han – det er titlen på bogen. ”Det tredje rige står der. Men det var meget værre: TUSINDÅRSRIGET. Det tredje rige, ha!” Han sætter sig ved siden af mig. Jeg når lige at hive min bog til mig, inden han sætter sig på den. ”Har I noget tjald? Vil I have noget tjald? Har I en smøg?” Jeg giver ham en smøg. ”Her er tjald.” Og han finder en stor, nusset klump frem fra sin tomme cigaretpakke. ”Vil I have noget?” Nej tak, det vil vi ikke. ”Nå, men man ved aldrig om man har en onkel i Valby Mose.” Siger han så og griner af sig selv. ”Nazisterne var oppe i bjergene … Hvad lavede de der? I kulden … Himalaya! Jeg ved sgu ikke hvad de ville dér. Jeg har været på Grønland. Gu’ har jeg ej været på Grønland.” ”Nej,” siger vi. Så ser han en kvinde komme forbi med en barnevogn. ”Må jeg komme med? Må jeg få et lift? … Kan I huske det, da man bare lå der og blev kørt rundt. Det var tider. Og man drak bare mælk, når man ville. Fik pat. Dejlig mælk. Ikke indtil man blev fem år, nej det er fandme for meget. Det er der nogen der gør. Tænk hvis jeg havde fået pat indtil jeg blev fem år; så var jeg blevet mærkelig i hovedet.” Han griner igen. ”Ved I at erstatningsmælk er lavet af halvt komælk, halvt menneskemælk? Hvor fanden får de menneskemælk fra?” Vi ved det ikke. Han bladrer i sin bog, finder et fotografi af Goebbels. ”Han var en fin fyr. Føj for helvede. Anders Fogh,” siger han, ”Nej, nu skal I høre. Lige derovre,” og han peger over på den anden side af Enghave Plads, hvor der er en bankautomat, ”der skulle jeg hente nogle penge ud af automaten, og så stod der to piger, og lavede sæbebobler. I ved; sæbebobler.” Ja, vi kender godt sæbebobler, vi nikker. ”Og så, fandme, lander en af sæbeboblerne lige på min sæbeautomat. Nej: ballonautomat. Nej: pengeautomat.” ”Nåda, det var vildt,” siger min ven. Men så er manden allerede ovre på den anden side af gaden, hvor han står og råber efter en kvinde: ”Du skal være en mand!” … Og så, ja så luskede vi lige så stille af, ud på en lang vandretur gennem København i gråvejr, og snakkede videre om litteraturen og alle dens problemer og muligheder; altid et godt emne som virkelig kan få vores snakketøj varmet op, og vi kan blive hidsige og animerede og andre gange morer vi os, griner og synes alt er herligt. Vi kommer hele følelsesregistret igennem på sådan en vandretur med litterær diskussion …