Egentlig burde jeg jo sove nu,

  det er midt om natten, klokken snart 4

 og jeg er træt. Ikke så træt. Men jeg kunne godt falde i søvn, hvis det var – eller det er netop det jeg ikke kan – ellers ville jeg ikke sidde her og svine papir til (malerisk –

   jeg skriver på computer – Word – irriterende program – hvorfor skriver jeg ikke mere i hånden? – hvad er det for en besættelse – dårlig vane. – Og der er hele tiden små irriterende vinduer som ’popper op’ i bunden af skærmen og fortæller mig at ’nye opdateringer er tilgængelige’ og ’der er ikke tilstrækkelig plads på harddisken’ – hele det skide system er ved at bryde sammen)

 Hele det skide system er ved at bryde sammen – (og nu: popudvindue igen: ’click to continue’ – NEJ, gu' jeg vil ej, lad mig være i fred og lyden af blæseren og harddisken som kratter og kratter som tusinde invasive arter – kryb og kravl og pissemyrer op i røven – nu bliver jeg lidt rasende, men jeg er også overtræt – beklager. – Og hvad er det også for nogle mærkelige lyde jeg hører i murværket hver nat ved 4-tiden? Som om hele bygningen er ved falde fra hinanden.)

 Videre så: Altså: Jeg vågnede for en lille times tid siden, stod op, var gennemsvedt, det var medicinen, jeg havde glemt at tage den, og jeg havde haft mareridt… Husker ikke hvad, vågnede bare foruroliget, fucked, med manien i kroppen, der var noget … noget der skulle … ud … fyldt, jeg var fyldt, manisk og røg en smøg. Jeg skal snart til Esbjerg og undervise. Skrev ansøgninger hele dagen i går. Sammen med Troels. Vi skal til Varanasi i foråret og lave en udstilling dér om døden, om ligafbrænding, om den mindre bonnerte tilgang til døden dér – hvis den er det – i hvert fald er den mere konkret til stede, synlig. Aghorierne som lever på kremeringspladserne, indhyller sig i aske fra de døde, bager brød på gløderne fra kullene, sætter sig på døde menneskekroppe og mediterer, spiser af de dødes kød. Var det det? Var det det der fór rundt i knolden på mig, mens jeg sov min abstinente søvn? – Ved det ikke. Kunne ligeså godt være … bare abstinenser. Jeg vil ikke de piller mere. Min krop afviser dem. Kvalme før indtagelse, svedeture. Jeg har vist skrevet om det før. Men det fylder mig. Jeg føler mig smadret. Pulveriseringen er fremskreden. Mareridt om mine tænder som knuses, falder fra hinanden i munden på mig, skarpe tandstumper som flænser mit tandkød, munden som flyder over med blod, jeg vågner hostende, druknedøden. Og jeg drikker vand. Det lindrer. Har altid koldt vand med citron i køleskabet. Det hjælper. Straks, næsten straks. Giver kroppen ro. Udsættelse. – Der dufter af røg. Har nogen en brændeovn her midt inde i byen? – Det er ikke umuligt. --- Minder om en anden drøm: Det var mens jeg boede i Paris med M. – Jeg drømte at jeg besøgte Brueghel den Ældre. Var hjemme i hans hus i – var det Antwerpen? Men han var ikke hjemme. Jeg følte mig hjemme. Fuldstændig. Det var trygt. Der kunne være te i kanden, boller i ovnen. Hans kone tøffede rundt og var sød, gæstfri, så smilende … jeg husker ikke hendes ansigt, men husker den atmosfære af smil, af mild lykke og livstilfredshed. Jeg var hjemme. Hun var overraskende ung. Sidst i tredverne. Godt nok så hun mere konet ud, end en kvinde sidst i tredverne ville se ud nu. Det var jo i middelalderen, det må man huske – livet var mere hårdt dengang, man blev hurtigere slidt op. Og hvor var Pieter? Mesteren? Var det efter hans død? – Jeg husker det ikke som om jeg var tiltrukket af hende i drømmen, der var ikke noget erotisk, ingen liderlighed. Men nu, mens jeg skriver dette, og det bliver mere og mere nat, eller nærmer sig morgen mere og mere, og jeg skal snart op, nu sidder jeg faktisk og bliver lidt, tja, liderlig, længes efter hende. Måske begik jeg en fejl i drømmen dengang. Måske var der noget – i luften, som man siger. En vis elektricitet. Måske havde Pieter været død i et stykke tid, og hun var ensom. Det var længe siden sidst. Og her var så pludselig jeg, en ung, og okay tiltrækkende fyr fra fremtiden. Og jeg husker det faktisk som om at hun var smuk – mørkhåret, langt, mørkt hår, husker ikke hendes øjne, men de kunne da godt have været grønne. Det er ikke umuligt. Pjat, hvad skriver jeg? – Men altså: Måske var jeg simpelthen for optaget af mesterens fravær. At nu var jeg så tæt på Mesteren, som har betydet så meget for mig, hvis malerier jeg så ofte er forsvundet i, har drømt mig væk i.  – Det er typisk. Jeg har altid fokus det forkerte sted. – Og da hun viste mig et hemmeligt rum, gik jeg selvfølgelig i drømmen ud fra, at det var nogle af nutiden ukendte malerier af Pieter. Jeg skulle se noget helt unikt; de malerier som kunsthistorikere snakker om blev destrueret fordi de var for kontroversielle for Pieters egen samtid. Kirken var efter ham. Måske. Han tilhørte en orden som gik mere åndeligt til kristendommen, troede på at Paradis kunne opnås i jordelivet, at det var en sindstilstand. Måske tilhørte han denne orden. Som den katolske kirke forfulgte … Inkvisitionen og deres kætterbål … Men måske var det så slet ikke det hun ville vise mig i det rum… Det er først nu det går op for mig i al sin gru … hvor dum jeg var, hvor dum jeg kan være selv i drømme.

 Det er skræmmende. Energien løber fra mig, mine fingre bliver langsomme. Måske skulle jeg ryge en cigaret mere. Kan jeg overhovedet få sovet mere nu? Hvor dum, hvor forpulet dum kan man være? Og er det muligt at vende tilbage til sine drømme, at rette op på drømte misforståelser?

 Jeg tror faktisk at det var dagen efter jeg havde den drøm om Brueghels kone, at jeg gik op i Parc des Buttes Chaumont og havde det som om jeg havde røntgenblik; jeg kunne se folks kranier gennem huden – deres hud var som et svagt lys omkring deres kranier. Og jeg troede at nu, nu blev jeg vanvittig.

(Her kunne godt indflettes noget mere om Parc des Buttes Chaumont, som betyder noget i retning af De Nøgne Bjerges Park – det er et gammelt kalkbrud, gammel losseplads, gammel henrettelsessted. Formentlig her Francois Villons digt om De Hængte finder sted (hvis man kan sige at det på den måde finder sted. Jeg mener: Der er ingen topografiske referencer i digtet, men da Villon skrev sit digt sidst i 1500tallet, lå Paris' galgebakke her. Og således er det ikke langt ude at forestille sig, at Villon har haft stedet i sin bevidsthed, da han skrev det (digtet)). Og surrealisterne var glade for parken. Under Hausmann lavede man falske bjerge og drypstenshuller og træstammer og bække i beton her. En kunstig drøm om naturen midt i byen. – Og jeg kunne også indflette noget om alkymiens forestilling om krystalliseringsprocesserne i grotter og miner som bjergenes arvævsdannelse. En forestilling som ledte videre til den gotiske arkitektur osv. osv. – Men nu er jeg virkelig træt og må i seng. Lastbilerne er begyndt at suse forbi ude på Ndr. Fasanvej. Supermarkederne skal fyldes og dagen er på vej. Klokken er snart 5. Jeg skal snart til Esbjerg.)