fredag den 7. oktober 2011

Anekdote

Jeg må være ærlig. Man kan aldrig være for ærlig. Jeg
  husker det ikke præcist;

enten var det sidst på eftermiddagen eller det var meget sent – det kunne
          godt have været omkring midnat. Lidt over. Men det gør mig straks mistænksom
    - det lyder bare så alt for pissegodt – lidt over midnat og månen skinnede stor og rund
- usædvanligt stor og rund og så den farve – så dybrød som det dybeste urdyb
   krybdyrhjerne osv og hvor er vi egentlig på vej hen

Det bliver noget myrekryb det her, jeg kan godt se det.

For helvede.

Så skider vi på tidspunktet. Jeg skider på det.
Nej: nu kommer jeg til at tænke på noget helt andet end det jeg ville
fortælle om – en anden anekdote har overtaget mig totalt.

Og den foregik faktisk over midnat. Et godt stykke over. Det var i Klim
 - lidt udenfor Klim. Ude ved Kalkovnen. Helt præcist natten efter åbningsfesten for
min og Tors udstilling ’Mysterieklubben: Kort over Han Herred’. Ja. Og toilettet i Kalkovnen var fyldt – selvfølgelig skulle det ske netop den dag. Der var ikke kloakering, og tanken var fuld. Der var ikke tid til at ringe efter en slamsuger. En fredag aften. Slamsugeren havde fri. Så gæsterne måtte, ja, besørge deres nødtørft i buskadser og den slags.
Og så var det, i den forbindelse, at jeg havde en storslået oplevelse: Jeg forstod et ordsprog, mærkede det på egen krop: ”At gøre i nælderne.” – Netop, det var hvad jeg gjorde i beruset og lykkelig tilstand og mine balder brændte, hold kæft de sved og jeg følte mig så helt utroligt forbundet med Mennesket, havde en fundamental oplevelse, som vi moderne så sjældent har, men altså stadig refererer til i faste vendinger, floskler, klichéer. Men nu føler jeg, at jeg har tilegnet mig netop dén kliché, den er min, jeg har gjort mig fortjent til den.  

I øvrigt husker jeg ikke noget om nogen måne den nat, men den har vel været der, et eller andet sted, gode, gamle måne, ja, den fnes nok lidt og var glad for at se mig dér i nælderne, et kært gammelt minde for den, åh ja, de mennesker, de mennesker, de er alligevel på bunden osv. Jeg tror månen havde mig særligt kær i et par dage efter den aften. Det kunne jeg ligesom mærke, at den var med mig.

Og nu har jeg helt glemt, hvad det var jeg ville fortælle.

Jaja, nuvel.