fredag den 9. september 2011

Vi får at vide at vores ben stadig er nede i sandkassen, vi skal ikke være bange, vi får en medalje og når benene er fundet vil de blive begravet efter alle kunstens regler, og der er morfin nok. Det ville vi gerne have fået noget mere at vide om, ville gerne have forstået hvad det var for en sandkasse etcetera, hvad kunstens regler er, men så får den fuld skrue og vi synger nattergalesang og hele lokalet klapper, lægerne skåler, holder taler og discokuglen kommer op, offentligheden inviteres indenfor, pingvin og krinoline, alt er på huset i aften, vi smiler som vi aldrig har smilt, opdager at vi ikke har poter at give pote med og så er det allerede overstået, så kører de os på køl igen, næste show er på torsdag, så lørdag igen, og så er der ikke råd til mere, vi er forstående, det får vi at vide at vi er, sådan mellem linjerne. Så en injektion.