Anekdote: Med mine rejsefæller besøgte jeg kz-lejren Crveni Krst (ja, det betyder Røde Kors. Nazisterne var gode til det med navne) i Nis. Man kan bevæge sig meget frit rundt i lejren, ingen afskærmninger, adgang-forbudt. Bag toiletterne fandt vi stakkevis af gamle gravsten, og var forundrede; hvad var forbindelsen? De så ud til at være ældre end fra 40'erne, meget ældre. Fra en annulleret jødisk kirkegård? Det hang ikke rigtig sammen. Og hvorfor så skødesløst henkastet bag toiletterne? Vi spurgte personalet. - Åh, det var fra en arkæologisk udgravning. Gravstenene var vist fra det 14. århundrede, hun var ikke helt sikker. Arkæologerne havde ikke vidst, hvor de skulle gøre af stenene, så de var blevet placeret her. Og var blevet glemt. Tja, hvad stiller man op med gamle gravsten? Tingene hober sig op. Man vil bevare dem. Man glemmer dem. Nogen finder dem, fotograferer. Og stjal jeg nogle kyrilliske bogstaver fra en af stenene? Ja, det gjorde jeg vist. De ligger ovre i vindueskarmen sammen med så mange andre stumper og stykker af verden.