Båden gled langsomt gennem vandet, først over en sø som efterhånden mere fik karakter af flod, og til sidst sump som hurtigt blev så ufremkommelig at vi måtte brætte buksenbenene op, tage pakkenellikerne på hovedet og fortsætte gående gennem det slammede vand. Mine rejsefæller var langtfra trygge ved situationen. Og først da gik det op for mig, at jeg var ekspeditionens leder, og straks vrimlede det, ikke bare med mågestore myg, men også mørke skygger i vandet omkring vores nøgne fødder og ben - jeg fattede straks mistanke om at det var vampyrer, der gled rundt dernede i dyndet, og efterhånden som vandet blev mere klart, blev det også mere klart, at min mistanke havde hold i virkeligheden, det var ikke til at tage fejl af de skinnende hvide tænder, de tomme øjne, og de hviskende, hvæsende lyde der spruttede op fra af vandet. Væsnerne havde stor lighed med forvoksede menneskefostre konserveret i formalin, blot med den forskel, at de var levende, eller hvad man nu kan kalde det, når man har med de ikke-døde at gøre. De bevægede sig. - Jeg vidste, at ansvaret lå på mine skuldre, det var op til mig, at forhindre panik blandt mandskabet. Jeg var rådvild, nær ved at besvime, indtil jeg, jeg ved ikke hvorfor, begyndte, i et roligt, nøgternt tonefald, at berette om historierne her på egnen, om netop disse blodsugende skabninger som drev omkring på land om natten og overfaldt unge, amourøse par, elskende i dølgsmål, landstrygere som ikke var kommet i sikkerhed inden mørkets frembrud, og, i mangel på bedre, får og kvæg, en fastlænket hund. De fleste havde set skygger eller et hvidt ansigt udenfor vinduerne om natten. Folk havde tilpasset sig forholdene, accepteret at det var sådan det nu engang var leve netop her, på denne egn, og de tog deres forholdsregler derefter; man holdt sig indenfor om natten, bragte sommetider vampyrerne et lille offer - en vanskabt nyfødt fx, etc. - Sådan lod jeg munden løbe, ordene flyde, og det havde, til min store lettelse, en beroligende effekt på mit mandskab - så jeg fortsatte om hvordan man kan stikke vampyren i hjertet med en træpæl eller holde dem på afstand med hvidløg, al den slags, jeg fortalte om hvordan vampyren er død indeni, totalt uden følelser, men forstod at efterligne menneskets evne for forførelse, og at det var netop denne lighed med mennesket, som gjorde dem så meget mere skræmmende end fx ulve eller bjørne - og hele tiden cirklede vampyrerne dødt om os, snappede, hvæsede, kom lige lidt tættere på, når jeg holdt en pause, og drev væk igen, når jeg genoptog talestrømmen, og jeg fortalte og fortalte, og startede forfra, når jeg ikke havde mere at sige, om og om igen, rundt og rundt.