mandag den 16. maj 2011

Om fejl ved dissektion af hjernen




Hvis hjernens substans, som jeg lige har sagt, kun er lidet kendt, er den rigtige måde at dissekere den på ikke bedre kendt. Jeg taler ikke om den måde, som består i, at man skærer hjernen i skiver; det er allerede længe siden, at man blev klar over, at den metode ikke giver anatomien særlig stor klarhed. Den anden måde at dissekere på, som består i, at man løsner hjernevindingerne fra hinanden, er lidt mere kunstfærdig; men den viser os kun det ydre af det, som vi ønsker at lære at kende, og selv det gør den højst ufuldstændigt.

Den tredje måde, som til undersøgelsen af hjernevindingerne føjer en adskillelse af den grå substans fra den hvide, går en smule videre; men den når dog ikke længere end til overfladen af marven.

Man benytter forskellige kombinationer af disse tre måder at dissekere på, og man ville endog kunne tilføje forskellige slags længde- og tværsnit.

Hvad mig selv angår, holder jeg på, at den rigtige måde at dissekere på ville være at følge nervetrådene igennem hjernens substans for at se, hvilken vej de går, og hvor de ender. Jeg indrømmer dog, at denne måde er så fuld af vanskeligheder, at jeg ikke ved, om man vil kunne håbe nogensinde at nå sit mål uden ganske særlige præparationsmetoder. Hjernens substans er så blød og trådene så fine, at man næppe vil kunne røre ved dem uden at rive dem over. Eftersom anatomien endnu ikke er nået til en sådan grad af fuldkommenhed, at man kan foretage en rigtig dissektion af hjernen, lad os så ikke længere smigre os selv; lad os hellere oprigtigt tilstå vor uvidenhed, så at vi ikke først bedrager os selv og siden andre ved at love dem at demonstrere hjernens sande opbygning.