Jeg ved ikke hvem mine venner er. Om overhovedet. Nej. Mine tænder falder ud. Altså jo, de sidder der stadig, hvis du kommer forbi og kigger. Men mine drømmer fortæller mig igen og igen det samme: at de snart falder ud. Min tandlæge er ikke enig. Tager dyre røntgenbilleder, som hun siger intet viser. Fine, sunde tænder, siger hun, ikke et eneste hul. Hvor skal man så gå hen? Hvis bare man levede i et andet land, hvis bare nogen ville lytte. Og det er ikke det eneste. Det mest ubehagelige er at jeg tit hoster fjerdun op. Jeg ved ikke fra hvilken fugl, men tror måske det er en måge, jeg er opvokset ved havet. Og det bedste jeg vidste som barn, var at stå ved havkanten, med fødderne i vandet og se på mågerne flyve rundt i luften og vugge i bølgerne. Jeg synes de synger. Igen er det det med røntgen: Billederne viser sunde, rene lunger, min læge kigger på mig over brillekanten, og ryster let på hovedet. Jeg er snart træt af det. Og har endda taget dun med til ham, men han siger, at dem kan jeg jo bare have indsamlet nede i parken. Han fandt endda en dag et græsstrå mellem dunene. Som om det beviser noget. Nej. Jeg har læst noget om singulariteten her for nylig. Så skal de bare se. Jeg tror nemlig at computeren er fremtiden. Lad mig bare sige det: internettet er den næste verden, som man også kan læse om i de gamle skrifter. Jeg ved ikke præcis hvordan det hænger sammen, men det er sådan det er, det er det der er ved at ske med mig.