Det var en dejlig sommer, vi havde været på mission over ørknen, smidt vores bomber, ædt vores sandwiches og sad og småsov i solen i cockpittet, flyet var på auto. Vi var på vej hjem. Men vi kom ikke hjem. Om det var en vulkan, tornado eller en ufo, vi ved det ikke. Vi styrtede. Smadrede ned på en strand på en ø ad helvede til væk fra alt. Fik lige reddet lidt konserves og William Blakes ægteskab mellem himmel og helvede med ud, inden lortet sprang i luften. Trykbølgen slog os ud, sendte os langt ind over øen, vi landede i toppen af jungletræer. Årene gik og vi blev langskæggede, glemte vores navne og hvor vi kom fra. Vi blev gift med den samme sydhavsprinsesse, som skikken var der på øen, blandt de vilde, som ikke var vilde, men havde en højt udviklet teknologi og ingen religion, og alle var gift med den samme, eller alle var gift med alle, det var sådan det var. Hver dag gik med orgier, med nedslagtning af okser og knepperi i dyreblod i syndfloder, vi åd skildpadder levende, rev dem ud fra deres skjolde, skrigende, hjælpeløst piskende med de små tåbelige ben i luften, som om der var noget at gøre, som om de var blevet lovet noget andet, at livet bare er fornøjelse og ferie, det er det ikke. Jeg har glemt hvornår jeg skar halsen over på Emig, hvornår han gjorde det samme ved mig. Det kan have været ganske kort efter styrtet. Jeg mente at det var Emigs skyld, at han havde siddet og pillet ved joysticken, leget en stupid leg, hvor mange bussemænd kan der sidde på den ene side af joysticken, før vægten er tilstrækkelig til at flyet krænger, han sad og læste højt af himmel og helvede, så jeg ikke kunne koncentrere mig og bombede vores eget hangarskib, vi blev pløkket ned af vores egne, som de terroristsvin vi var. Jeg kneppede hans skønhed, han kneppede min og vi skar halsen over på hinanden, og nu sidder vi her på den her knold i evigheden og spiller kryds og bolle.