Jeg stod op og brækkede mig på gulvet, betragtede hvordan galden blev opsuget af det gamle, stikkende, nedslidte gulvtæppe. Lorteværelse, tænkte jeg. Rengøringsdamerne får noget at lave i dag. Får de måske ikke penge for deres arbejde? Så tog jeg trapperne, alle ti etager i fem skridt, det var en god dag, jeg havde det fint, tømmermændene gjorde blot alting mere klartglinsende, som sperm på min elskedes pande. Åh, jeg var lykkelig, stak dørmanden en femmer og kneb hans kind. Croissant, croissant, tænkte jeg, og: kaffe, kaffe. Det fik jeg i en café og sad og røg min cigaret der. God tobak, dejligt vejr, dameben über alles, smukt bølgende hår, åh, jeg var frisk på det hele. Forår i Paris. Jeg vil aldrig andet. Det har jeg fået tatoveret. Aldrig. Alle elsker mig. Solen skinner. Den elsker mig. Kirkerne elsker mig, deres klokker ringer mit navn, Nør-gaard-Nør-gaard-Nør-gaard. Så jeg så ikke en lille ussel hjemløs som lå og ormede sig i et blomsterbed, bad om penge og kærlighed. Jeg gav ham kærlighed. Det sagde jeg til ham, på fransk, 'her er kærlighed', og sprættede bugen op på ham, så indvoldene faldt ud på fortovet badet i forårssolen, glinsende. Jeg fotograferede og fotograferede de smukke organer, indåndede de lækre dunster, I skulle have været der, men man kan jo ikke få alt med, vores kroppe begrænser os så grumt, og vanehjernen, den lille stupide rekrut som vil sno sig, løbe maraton på sine knæ hvis sergenten siger det. Ikke mig. Jeg vil det hele. Jeg vil være fuldkommen. Er det faktisk næsten. 99%. - I øvrigt har jeg intet imod de fattige, de undertrykte, dem som lever på gaden og må tigge sig til dagen og vejen. Jeg har masser af empati, er fuld af næstekærlighed, giver faktisk tit en skilling til velgørende formål og den slags. Det var bare i dag. I dag gad jeg ikke. I dag ville jeg være fri. I morgen er jeg flink og sød igen. Det var bare forårsvejret, det kom på mig, jeg blev lidt bims. Og så den stærke franske kaffe, og kvinderne. Det er ikke let at være menneske. Jeg tænker over det hver dag. Hvordan jeg skal være det. I morgen. Nu bliver jeg helt trist og led ved det hele. Det begyndte ellers lige så godt (det indser jeg så straks, at det faktisk ikke engang gjorde, jeg er et hæsligt, udueligt menneske, jeg ønsker den offentlige hængning genindført, så man kan gøre et eksempel af pak som mig, lad kragerne æde mine øjne, lad mine medmennesker spytte på min solsvedne krop, miderne æde mine organer, lad mig overgå til den store cyklus, mit billede holde småbørn vågne i den iskolde nat med fremtiden truende i horisonten, de små stakler, myriader af dem, jeg hader dem, elsker dem, der er kun kærlighed).