Dr. Emig og Prof. Nørgaard mødte på deres daglige inspektions- og personaleplejerunde spredmøgkarl Steffen (billedet). Han sad og pillede næse, lyttede til popmusik i sine hovedtelefoner. Ureglementeret. Han havde solbriller på, og ikke sin kasket. Endnu mere ureglementeret. Vi går af hensyn til vores gæsters tryghed og glæde meget op i reglementeret optræden og påklædning.
Her følger en gengivelse af vores lille opsang:
Nørgaard: Åh hvor dumt: Briller lavet af rav, så tror man at tiden stopper op, så man lige kan snige sig ubemærket rundt og stjæle bolsjer og kigge op under damernes skørter, rigtig liste rundt og få det som man vil ha det, skrevet sig selv på listen til både nobels freds- og litteraturpris [Steffen skriver små kærlighedsdigte, haiku]. Bette Steffen, bette da.
Emig: Ja, hoho. Og trækker poesi ud af snuden. Er de til indianerpigen Røskva, hva'? Eller vores orakel, håndlæser, koge- og rengøringskone Vulva? Kæft, hvor enfoldigt. Eller det er måske en ny metode til at gøde vores vidtstrakte økologiske marker på? Er man begyndt at læse Rudolf Steiner? Det er vist ikke helt reglementeret.
Nørgaard: Vel talt, Emig. Slet ikke reglementeret, slet ikke. Og se nu sidder bette Steffen og snøfter. Det skal han da ikke.
Og så skal jeg da lige love for, at vi fik sving i personaleplejen; Steffen fik både buksevand, sheriffstjerne og sømandsbryst. Han peb og høl, men forstod rimeligheden i vores lekture, gentog og gentog trosbekendelsen: Mine herrer Emig og Nørgaard, I som bestyrer al godhed og retfærdighed, I som giver mig min daglige skål kålsuppe og min månedlige snaps, jeres vilje ske, for de gode dyr, således også for mig. Vi afsluttede med at give ham en blå næsetip, bare for morskab og gammelt venskabs skyld. Og så skiltes vi med omfavninger og kindkys. Det er ikke altid let, men til gengæld morsomt at være virksomhedsleder.