Evig og altid skal man plages af galninge, stakler som man gerne vil hjælpe, men som ingen hjælp vil have, er uden for rækkevidde. Man rækker dem en efter alle kunstens regler smurt dyrlægens natmad, og de bræger op om at der mangler mayo, ketchup, pesticider, hvad nu. Vi vil alle verdens folk det bedste, og man bliver misforstået og holdt for nar. Vi har faktisk følelser. Det er som om ingen rigtig bemærker det. Det er ikke fordi vi har selvmedlidenhed. Det er bare...
Nå, men her bringer vi et svar på vores første jobopslag. Det er ikke for at hænge ansøgeren ud. Slet ikke. Tværtimod: Det er for ansøgerens og andres gode opbyggelse. Et eksempel til ikke-efterfølgelse. En jobansøgning er ikke, vi gentager: ikke, en anledning til egen egocentriske selvbiografiske rablen. Det er et udbredt fænomen, en sygdom i tiden, at alt absolut og koste hvad det vil, skal handle om en selv, egen bundløse navle. Netop som vi troede at vi på The Emig//Nørgaard Holiday Resort, havde oplevet den værste, den sørgeligst tænkelig dag, skulle det selvfølgelig blive værre. Hvor skal man gøre af sig selv i denne verden? Er der ikke længere nogen, der tror på det gode i mennesket?
Her bringer vi ansøgningen:
Til Emig//Nørgaard Holiday Resort.
Jeg vil gerne søge det ledige job. Jeg har søgt og søgt, ja nok 300 jobs og er blevet kaldt til samtale hver gang og har også fået jobsene hver gang. Men så når det så bliver mandag, så gider jeg sgu ikke alligevel.
Muskler, ja måske nok lige i overkanten af det menneskeligt mulige og praktiske. Jeg skal nok forklare senere hvad jeg gør for at tøjle det og holde det inden for jakkesættet. Men jow det er da et problem. Der har været sprængninger. Men jeg har fundet en dygtig skrædder, der samtidig er smed. Han har fundet en god legering.
Min skulderbygning gør at jeg må gå sidelæns ind gennem alle døråbninger....Jeg gider ingen regninger. For nogle gange kommer jeg til at tage at have taget karmen med ind til samtale. Sagt med det samme.
Hjerne...må sige lige ud, når I nu bruger udtrykket ”inden for rimelighedens grænser.” Den kan jeg ikke helt matche, da jeg over alt får at vide, at det kan slet ikke lade sig gøre alt det jeg rent faktisk gør og kan. For som de siger, det vil jo kræve en iq på 5-600. Så siger jeg altid: mål for fanden!
Og så bliver de lidt små og hjerteformede i kystøjet, når de har fået målt. Og klokken så har slået Bim Bam 602 for lige at nævne sidste gang, hvor jeg blev tilbudt en forskningschefsstilling på Risø. Og i øvrigt keder atomaraccelatorer mig, når der er gået en uge. Det er udfordringer jeg søger.
Jeg har erfaring med alle typer slag-og stikvåben. Ja, jeg har tit og ofte brugt frosne fisk. Mest som slagvåben, men osse som stik-.
Engang i Rønne i forbindelse med en havnedirektørstilling dér, brugte jeg tre hummere, hvoraf den ene bed migselv i røven, så jeg blev så rasende at jeg plantede de to sidste på den afgående direktørs kindbakker, så vandet sprang ham af øjnene som et sprinkleranlæg.
Og så har jeg benyttet udstødningsrør fra min tid i bilbranchen ...mod dårlige betalere og flået af deres automobiler.
Jeg har enkelt gang brugt lattergas, bl.a. da jeg i sidste uge, onsdag var det vel, hev gassen ud af hænderne på min tandlæge (rodbehandling) der ville lokalbedøve mig mod betaling. Når jeg nu havde bedt om et gratis kølleslag oven i hatten.
Jeg har brugt snilde, mit blik, trusler, trusselsbreve, falske tårer og den der med at bevæge fødderne i hurtige rosetter og så samtidigt pege ned mod cirkelbevægelserne og så alt imens direkte gå opad mod strube og øjne.
Jeg har brugt pistoler i nogle for-sjov-bankkup jeg har haft lavet for at muntre en søvnig flok funktionærer op i pengeverdenen.
Aggressive dyr er nok my best. Krokodiller og så ellers i korte bukser. Så er jeg på. Den sidste blev bagefter til den dejligste rejsekuffert.
Uniform. Jeg har selv fået en fremstillet, som jeg bruger til alle jobtyper. Kan sende et billede, når den kommer tilbage fra rensning. Jeg havde været i småskærmydsler med en pølsemand, der havde givet mig ketchup og sennep og så ingen rå løg.
Ok, og ja, ja bagefter gav jeg ham en lirekasse og hue til at samle mønter i fra folk på gaden, eftersom han -kan man vist roligt- var færdig på det almindelige arbejdsmarked. I den grad.
Og så ville jeg have 70% af alt hvad der kom ind, så sagde idioten 60%, så fik han 3-retters klaps, men jeg i gled i det samme i noget sennep fra min pølse, så min uniform fik en del snavs på sig og tre gemsefjer og en række medaljer blev ødelagt. Så fik Pølse-Egon lige en lille hånddessert, og fragtmandscentralen har hentet ham nu i tre tønder. Der var en tur til Harzen. På halvpension. Den fik han. Han blev herefter omlæsset i 7 små sirlige bunker på de forreste sæder. Nå hvad spurgte I mere om?
Kommunikation. Det plejer jeg selv at ordne. Folk skal holde deres kæft and I'll do the talking.
Hvornår kan jeg begynde? Jeg kan aldrig om formiddagen. Og skal tidligt hjem. Ingen checks. Ingen kvitteringer. Moms er noget man siger, når man får stegt flæsk og persillesovs.
Hobby: samler på dukker i nationaldragt. Men de skal være over 17 og under 32. Jeg samler jo ikke på antikviteter.
Af hensyn til ansøgerens ukrænkelige privatliv, bringer vi ikke hans navn, men et link til hans søtte blog: http://knudsteffen.blogspot.com/