Måske er jeg i en slags bedring. Da jeg kiggede på mit selvportræt som de gode folk og mine altid forstående chefer, Emig og Nørgaard, havde lagt ud på deres pragtværk af en blog, gik det op for mig, at jeg må være i en tilstand af metamorfose. Reinkarnation ligefrem. For jeg tror jeg har været død i længere tid, og nu, gud ved hvordan, er genopstået. Alt dette overgår min fatteevne, men jeg kan betragte det som sker. Jeg vedlægger denne gang et billede af min hånd, som viser det samme fænomen, en ny hud vokser ud på den gamle, døde. Og det samme foregår indad, men dette kan jeg ikke fotografere, kun mærke. Også min hjerne, og det man kalder sjælen, må være i samme proces. Om der så overhovedet er noget tilbage, når forvandlingen er fuldført, ved jeg ikke, vi får se. Det kan godt give problemer, når jeg skal med flyet hjem det her. Kære Emig og Nørgaard, og andre som læser dette: Jeg beklager alt dumt og skrækkeligt, jeg måtte have sagt og gjort i fortiden - nu og i fremtiden skal I ikke mere tåle den slags fra mig. Jeg ville gerne skrive mere nu, men må ud at gå rundt i byen med mine nye øjne. Eller: helt nye er de jo ikke endnu, men midt i forvandlingen. Jeg føler at dette er et meget priviligeret sted at befinde sig. Jeg var lige ved at skrive: i mellemkødet, men det er frygtligt plat, og minder alt for meget om sådan noget mit gamle jeg ville skrive. Alligevel synes jeg stadig det er lidt sjovt fundet på. Undskyld. - Nu vil jeg gå op i Parc de Buttes Chaumont og gøre mig nogle notater om den drøm i armeret beton man der har bygget: bjerge og grotter af beton, træstammer, sivhytter, alt i beton. Det var midt under hausmannismen i midten af 1800-tallet, hvor man også ryddede store slumområder og byggede brede boulevarder (et ord som i øvrigt etymologisk kan føres tilbage til det nordiske ord: bolværk), altså der hvor urbanismen virkelig tog fart og man fjernede sig uigenkaldeligt fra naturen. Buttes Chaumont kan altså ses som en længsel efter naturen. Man flytter den ind midt i byen: der er blevet for langt 'ud' til den. Surrealisterne var i øvrigt vilde med den (parken). Nå, jeg forløber mig, men det er så herligt og voldsomt det der sker med mig, som et forår efter et årtis isvinter. Jeg er helt summende i hovedet som jeg ved ikke hvor mange små søde bier og kolibrier og andet smukt og godt. Åh, verden, åh lykke, at dette virkelig sker med mig. Af sted, op i parken, I hører snart mere fra mig. Alt godt. Jeres hengivne KSN.
