Kapitel 23
Vid da, at i hele vort arbejde har vi kun én lineær orden, som er at fortynde og opløse. Alligevel rummer denne ene orden flere andre i sig, som de misundelige har skjult ved at give den mange forskellige navne og tale om den, som om det var forskellige operationer. Da jeg har lovet ærlighed og oprigtighed, vil jeg for mit vedkommende tale mere åbent derom, således at du bliver nødt til at indrømme, at jeg i den henseende er mere åbenhjertig end nogen anden, for det er ikke vor vane at tale klart om noget af så stor betydning.
Kapitel 24
Om Værkets første fase, som er det filosofiske kviksølvs.
Jeg vil begynde med Merkurs fase, som er en hemmelighed, ikke én af filosofferne nogensinde har talt om. Tænk dig, de er alle begyndt med det andet arbejde, det vil sige Saturns fase, og de har ikke givet begynderen nogen som helst oplysning om, hvad der skal gøres, før den sorte farve viser sig, hvilket er et af Værkets vigtigste tegn. Den gode Bernardo fra Treviso har intet sagt om det, for i sin parabel siger han, at når Kongen kommer til Kilden og har ladet alle fremmede blive udenfor, går han ganske alene ind i Badet iført en kappe af Guldklæde, som han tager af og giver til Saturn, som ombytter den med en klædning af sort fløjl. Men han siger ikke, i hvor lang tid Kongen tager denne kappe af gyldent klæde af, og således forbigår han i tavshed en hel fase, som kan være på fyrretyve dage, undertiden halvtreds. I al den tid støtter de stakkels disciple sig til eksperimenter, de ikke kender. Lige fra den sorte farve begynder at dukke op til Værkets afslutning, giver de nye tegn, som hver dag viser sig i karret, Kunstneren tilfredsstillelse nok, men det må indrømmes, at det er ærgerligt at skulle tilbringe halvtreds dage i en sådan uvished uden vejleder og uden noget tegn, der kan give dem, der arbejder, sikkerhed.
Jeg siger altså, at lige fra det øjeblik, hvor "komposten" er begyndt at mærke ilden i ovnen, indtil den sorte farve viser sig, hele det tidsrum er kviksølvets fase, det vil sige det filosofiske kviksølv, som arbejder på egen hånd i al den tid, idet dets ledsager (det almindelige guld) forbliver dødt en passende tid, og dette har ingen opdaget før mig.
Når du har forbundet stofferne, som er guld og vort kviksølv, må du ikke som de almindelige alkymister forestille dig, at "Occidenten" (eller opløsningen) af Guldet kommer straks efter. Nej, jeg forsikrer dig, sådan går det ikke til. Jeg har ventet længe, før der blev sluttet fred mellem ild og vand. Og herom har de misundelige kun sagt et eneste ord, da de ved det første Værk kaldte stoffet rebis, det vil sige en ting, der består af to ting, således som digteren siger: "Rebis er kun én ting, men består af to, / Begge forenet i én. / Den adskilles, så at Sols og Månes sæd, / Som er deres inderste væsen, bliver ombyttet". ... Tag det stof, jeg har vist dig, nemlig det almindelige guld, og læg det i vort havs vand, det, som ikke mister den varme, det i forvejen har erhvervet i løbet af mange måneder, hvor det er blevet bearbejdet og beredt. Fortynd bestandig dette Guld med en ild, der er egnet for det, således at du i dit kar ser dug og tåge stige op og straks falde ned igen i dråber dag og nat. Jeg siger dig, at ved denne cirkulering stiger kviksølvet op, ganske som det er i sin oprindelige skikkelse, og at stoffet bliver forneden (på bunden af karret) ligeledes i sin oprindelige skikkelse, indtil stoffet efter ret lang tids forløb begynder at tilbageholde lidt af vandet, og således bliver stoffet og vandet begge delagtige i de stadier og egenskaber, de hver især har, det vil sige, at stoffet meddeler sin faste form til vandet og vandet sin flygtighed til stoffet.
... Ved sjælens mellemkomst forsones ånden således med legemet, og de forenes i den sorte farve, og det sker allersenest halvtreds dage efter. Denne operation kaldes kviksølvets fase, fordi kviksølvet cirkulerer og løftes til vejrs, mens Guldet koges forneden på bunden af karret i dette samme kviksølv. Og under denne operation er stoffet passivt, indtil farverne viser sig, og de begynder at kunne ses omkring den tyvende dag, blot kogningen foregår rigtigt og uden afbrydelse eller pause. Derpå bliver farverne flere og stærkere, forandres og bliver forskellige, indtil de ender i den meget sorte sorte farve, der indtræder på den halvtredsindstyvende dag, hvis gunstige omstændigheder bevirker denne lykke.