fredag den 18. februar 2011

Nogle ord om nærværende blog :

Dette er vores virtuelle kladdehefte, kunne man kalde det. Et sted for udkast fra processen: tegninger nedkradset på servietter, fotografisk materiale fra vores udflugter, småessayistiske udfald, digterier. Det organiserer sig som det gør i kampens hede.

Det Emig/Nørgaardske samarbejde tager udgangspunkt i udflugter i de københavnske forstæder, udkanter. Vi vil væk fra Kongens Nytorv, bevæger os fraktalt udad og op og ned. Indsamler ting og sager, ragelse som er smukt og umiddelbart taler til vores øjne/hjerner. Mere kan siges. Det vil blive sagt. Vi laver løbende småpublikationer, som vi selv står for, og vi planlægger større anslag i form af udstillinger og pragtudgivelser. Og vi vil længere ud i verden. Sydpolen fx. Og Sdr. Økse. Og Salé. En tur til Månen ville vi ikke have noget imod; også der skal nok være noget at forundres ved. Bevidstheden skal udvides. Alle midler skal tages i brug. Det blir vildt. Sjovt. Motorcykler er billige at købe, og lovlige at køre på med alm. kørekort i Indien.

Følg med.