Væksten er kraftig og opret med en hul stængel, der kan være op til 10 cm i diameter. Den har spredte, røde pletter og bærer stive hår. Grundbladene, som dannes det første år, er meget store og dybt indskårne med groft tandede lapper. Blomstringen sker andet år i juni-juli, og den består af endestillede storskærme med flere linjeformede svøbblade. Storskærmen er bygget op af 50-150 småskærme, der hver har nedadrettede småsvøb. De enkelte blomster er hvide og mere eller mindre uregelmæssige. Frugterne er flade og glatte med en ubehagelig lugt. De spirer meget villigt.